kontakt@ehandelsbladet.dk
fredag, januar 19, 2018
Webshop

15-årig iværksætter går i krig mod Zalando

morten bohl damgaard

Konkurrencen på tøjmarkedet online er hård. Og med tøj-webshoppen Zalando, der, ifølge en analyse fra FDIH, stod for hele 2,82% af den samlede omsætning i dansk e-handel i 2016, hersker der ingen tvivl om, at det kræver sit at få en bid af det marked.

 

Det skræmmer dog ikke 15-årige Morten Bohl Damgaard, der hver dag kæmper for at bringe sit tøjmærke Corner Of The West til tops. Og hver måned stiger salget stødt.

 

”Først skal vi have en masse salg hver eneste dag. Og senere skal vi i fysiske butikker rundt om i Danmark,” fortæller den unge iværksætter, der ved siden af jobbet som webshop-ejer bruger tid på at færdiggøre folkeskolen og spille håndbold.

 

Google Adwords er udelukket

 

Med en månedlig omsætning på omtrent 10.000 kroner er markedsføringsbudgettet ikke det største sammenlignet med giganterne millionbudgetterne hos Zalando, Boozt og flere. Og derfor må enkelte annonceringsformer udelukkes – blandt andet Google Adwords, hvor konkurrencen på de enkelte søgeord er så hård og klikpriserne så høje, at det ikke kan svare sig, vurderer Morten Bohl Damgaard.

 

Derfor må han vende blikket mod andre markedsføringskanaler. Et indslag i DR-programmet Penge. En Facebookside med over 1.000 følgere. Aftaler med kendisser med titusindvis af følgere på InstaGram, samt fokuseret arbejde med Facebook-annoncering og mail-marketing har tilsammen generet salg på den voksende webshop.

 

Som mange andre unge startede webshoppen med en drøm om at skabe noget. Og når interessen for tøj i forvejen var stor, faldt valget hurtigt på at starte egen produktion af egne designs, fortæller Morten Bohl Damgaard:

 

”At kunne gå i tøj, jeg selv har designet, er en kæmpe drøm.”

 

Skarpt fokus på målgruppen

 

Drenge og unge mænd i alderen 14-25-årig, der har interesse for mode og streetwear. Det er målgruppen, og markedsføringen er derfor skræddersyet herefter.

 

Det har blandt andet betydet byttehandler med deltagere i Paradise Hotel, som har mange unge følgere: De har fået en trøje, og den unge iværksætter får sit brand vist til tusindevis af potentielle kunder.

 

Corner of the West
Foto: Corner of the West, Kristoffer Forby

 

Og InstaGram-billeder krydret med skarpe produktbilleder af modeller i tøj fra Corner Of The West i såkaldte “lookbooks” giver den perfekte markedsførings-cocktail, der går rent ind hos målgruppen.

 

På billedet er Kristoffer Forby hoppet i en COTW-trøje, som har omtrent 550.000 følgere på InstaGram verden over. Og han er en af de modeller, der løbende er repræsenteret i markedsføringen.

 

 

Kasper Friis
Indehaver og stifter af Ehandelsbladet.dk og redaktør herpå. Stor interesse og kærlighed for e-handel og dets mange muligheder.